Coops profilkundevilkår

Vilkår for opsparing til Coop medlemskab (”profilkunde”)

Gældende fra 7. januar 2026

Ved at oprette dig som profilkunde via Coops app eller via Coop.dk får du adgang til en række fordele i Coop. Ved ”Coop” forstås i disse vilkår Coop amba, Coop Danmark A/S og de tilknyttede danske brugsforeninger. De færøske og grønlandske brugsforeninger er ikke omfattede.

Når du handler hos Coop som profilkunde, får du tilskrevet en opsparing med henblik på at betale andelsindskud og blive medlem. Det er frivilligt, om du senere vil tegne medlemskab.

Du skal være fyldt 15 år for at blive profilkunde.

Coops Profilkundevilkår er underlagt Coop ambas og brugsforeningernes til enhver tid gældende vedtægter. Vedtægterne for Coop amba kan downloades fra Coop.dk. Vedtægterne for den enkelte brugsforening kan udleveres af den pågældende brugsforening.

Opsparing til andelsindskud

Når du opretter din profil, skal du afgive de obligatoriske oplysninger i formularen og acceptere disse vilkår. Du får herefter et kundenummer som profilkunde, og en personlig konto i Coop, hvor din opsparing sættes ind.

Opsparingen fremkommer ved, at Coop tilskriver et beløb til din konto, når du handler fra din profil i Coops app eller tilvælger andre ydelser, hvor Coop tilbyder belønning i form af tilskrivning til din konto.

Det opsparede beløb er øremærket til indskud af andelskapital ved oprettelse af medlemskab af Coop, og kan kun bruges til dette formål. Dette gælder, så længe du har status som profilkunde, uanset om den tilbudte belønning af praktiske grunde kan være benævnt ’bonus’ eller ’medlemsbonus’.

Når du har opsparet 200 kr., stopper tilskrivningen til din konto. Du får nu tilbud om at blive medlem af Coop.

Ønsker du at blive medlem af Coop, skal du acceptere Coops medlemsvilkår. De opsparede 200 kr. konverteres da til et andelsindskud i Coop på 200 kr. Enkelte brugsforeninger har andre regler om andelsindskud. Du kan få oplyst reglerne i den pågældende brugsforening.

Du bliver herefter medlem af Coop med alle de økonomiske fordele og demokratiske rettigheder, medlemskabet indebærer.

Ønsker du ikke at blive medlem af Coop, forbliver din status som profilkunde uændret. Din opsparing bliver stående, og kan bruges til andelsindskud, hvis du på et senere tidspunkt ønsker at blive medlem af Coop.

Har du ikke foretaget køb som profilkunde i tre sammenhængende år, forbeholder vi os ret til at lukke din profil. Eventuel opsparing, der står på din konto, bortfalder i så fald.

 

Øvrige fordele som profilkunde

Du får et personligt login til Coops app og til Coop.dk, hvor du kan gøre brug af udvalgte services.

I Coops app kan du følge med i din opsparingssaldo og opdatere din profil.

I egen interesse, bl.a. for at sikre at du modtager relevante meddelelser, bør du holde din profil opdateret. Din adgangskode er personlig og må ikke oplyses til uvedkommende.

Ud over at du sparer op til andelsindskud, får du som profilkunde adgang til visse økonomiske fordele, når du handler fra din profil i Coops app eller på Coop.dk.

For at få økonomiske medlemsfordele skal du sørge for, at købet registreres elektronisk som et profilkundekøb.

Du har ansvaret for at få dit køb registreret som et medlemskøb.

Hvis du ikke ønsker et bestemt køb registreret, skal du blot undlade at bruge Coops app eller kundenummeret i forbindelse med det pågældende køb.

Coop kan tilbyde yderligere fordele, der i nogle tilfælde kræver, at du opretter en særlig aftale som overbygning til de almindelige vilkår som profilkunde. Du vil i hvert enkelt tilfælde få mulighed for at tage stilling til de specifikke vilkår, inden du tilvælger fordelen.

Nogle af tilbuddene kan være knyttet til en specifik platform. Det gælder f.eks. gaver og spil i Coops app.

 

Registrering, brug og beskyttelse af data

Coop registrerer de oplysninger, du har givet i din profil, de oplysninger, der fremkommer, når du er logget ind som profilkunde og bruger Coops digitale platforme, din behandling af e-mails fra Coop og de købsoplysninger (dvs. bondata og fakturadata), der fremkommer, når du handler fra din profil hos Coop.

De registrerede oplysninger bruges til:

  • At administrere dit kundeforhold.
  • At beregne og tildele dig opsparing til andelsindskud.
  • At beregne og yde dig generelle og personlige rabatter.
  • At give dig adgang til andre generelle og personlige fordele og tilbud.
  • At optimere din brugeroplevelse på Coops digitale platforme.
  • At målrette Coops markedsføring til dig, hvis du ønsker at modtage en sådan markedsføring.

Vi deler kun data med tredjemand, herunder med vores samarbejdspartnere i medlemsprogrammet, hvis det er tilladt i henhold til gældende lovgivning.

I Coops privatlivspolitik på Coop.dk kan du læse mere om, hvordan Coop behandler dine data.

 

Ændring af vilkårene

Disse profilkundevilkår kan bl.a. ændres i tilfælde af:

  • Ændringer i Coop ambas vedtægter, f.eks. hvem der kan optages som medlem af Coop, samt hvilke butikker, der kan vælges som tilhørsbutik.
  • Beslutninger fra Coops styrende medlemsvalgte organer, f.eks. nye eller ændrede strategiske målsætninger, mærkesager og lignende.
  • Markedsudvikling, f.eks. ændrede forbrugervaner og efterspørgsel.
  • Produktudvikling, f.eks. ind- og udfasning af fordele, platforme og indkøbsmuligheder.
  • Tekniske eller sikkerhedsmæssige årsager, f.eks. forebyggelse af hvidvask og misbrug i øvrigt.
  • Øgede driftsomkostninger, f.eks. ved inflation og øgede skatter / afgifter.
  • Lovændringer, domstolspraksis og påbud.

Når det er påkrævet iht. gældende lovgivning, vil du blive varslet i rimelig tid inden ændringen træder i kraft.

Bemærk at vi kun varsler digitalt, og at det derfor er vigtigt, at du altid har ajourført dine kontaktoplysninger på coop.dk og i Coop appen, f.eks. e-mail og telefonnummer.

Ikke-væsentlige ændringer og ændringer til din fordel kan implementeres uden forudgående varsel.

 

Ophør som profilkunde

Du kan til enhver tid slette din profil ved at kontakte Medlemsservice. Du får ikke det opsparede beløb udbetalt og dine log ind-funktioner og muligheder slettes også.

 

Øvrige

Eventuelle tvister afgøres ved de danske domstole.

 

Medlemsservice

Coops Medlemsservice kan kontaktes på telefon 43 86 20 20 eller via kontaktformular på Coop.dk.